Skabelsen - En sanger beretter - Maria Ohrt-Nissen

Skabelsen i Viborg

 
Af Maria Ohrt-Nissen, Nordjyske Folkekor
 
Flere års arbejde for bestyrelse og arbejdsgruppe blev i weekenden den 2. til 4. oktober 2009 fuldbragt, da 160 sangere fra hele Danmark, 45 musikere - Det Jyske Ensemble/Skive Symfoniorkester - og 3 pragtfulde professionelle solister, Elsebeth Dreisig, Per Høyer og Bo Kristian Jensen med Søren Birch som dirigent lagde sidste og afgørende hånd på ”Skabelsen”, Haydns mest sublime oratorium.
 
Jeg vil ikke trætte med at beskrive det arbejde, der har ligget bag arrangementet, det ved alle de deltagende formentlig godt. Det eneste ord, der blev ved med at synge i mit hoved i løbet af weekenden, under prøverne og under koncerten for en propfuld Viborg Domkirke var - stort - STORT - MEGET STORT.
 
For det var stort alt sammen. Musikken – koret – musikken – solisterne – musikken - dirigenten – musikken – kirken – musikken.
 
For det var jo først og fremmest musikken der fyldte, musikken der samlede. Det var virkelig imponerende og inspirerende til næste gang, hvorledes disse sammenbragte sangere, der skulle udgøre et kor, kunne disciplinere sig, være forberedte, kunne arbejde mod det samlede fælles mål. Man havde forberedt sig på forskellig vis. Mange kan noder, andre lærte det ind gennem øret ved hjælp af en virkelig god øve-cd, den har fået meget ros. Men alle kunne det, da vi mødtes første gang i weekenden 4.og 5. september 2009.
 
Jeg kan kun sige, hvor var det synd for alle I, som ikke turde. Men mange af de, der var med, er helt sikkert også med næste gang, for det blev bevist, at amatører kan trække musikelskere af huse, når man selv elsker musikken så meget, at man vil bruge så meget tid på at deltage i årets clou.
 
Jeg er med næste gang.