Skabelsen
Af Olof Malmros
Det begyndte med at Anne, mit livs lys og sanglærke, en dag sagde: "Hvad med Skabelsen?" - "Ja, hvad med den?" svarede jeg, "Den er da vist fuldbragt!" - "Ja, ja, meget morsomt (is i stemmen), meget morsomt! Haydns Skabelse selvfølgelig. Vil du være med til at synge den?" - "Ja, selvfølgelig," svarede jeg uden tøven, "men kun hvis jeg kan indøve bassen på forhånd på nettet."
Jeg synger ikke fast i noget kor, men havde på det tidspunkt alligevel haft modet til at melde mig til to højskoleophold, hvor vi havde indstuderet henholdsvis Brahms' og Faurés requier. Jeg vidste derfor af erfaring, at jeg var nødt til på forhånd at lære et nyt nummer praktisk talt udenad. Heldigvis fandt vi Skabelsen på Cyberbass.com, så tilmeldingen blev sendt ind, og jeg gik i gang med at øve. Det gjorde Anne også, men for ikke at genere hinanden sørgede vi omhyggeligt for kun at gøre det, når vi var alene hjemme.
Den første øve-weekend var for koret og obligat flygel på Askov Højskole en weekend i september, og dér ventede mig en dejlig overraskelse. Min forrige erfaring med korsang var fra Løgumkloster Højskole i sommerferien (Fauré), hvor der var 8 basser, som oven i købet var delt i en første- og andenbas. Jeg var den ene af de to førstebasser, så det var lige som at lege skjul i et glashus: der var ingen steder at gemme sig. Men på Askov var vi 24 basser, og vi ikke engang delt!
Og hvilke basser! Det var lige som at sidde foran computeren og øve sig derhjemme, de sang så højt, og i øvrigt også nøjagtigt, at jeg næsten ikke kunne høre de andre stemmer, og det var dejligt, så var der nemlig ikke noget til at distrahere mig. Det skulle dog senere vise sig også at være en ulempe, jeg kunne nemlig ikke altid høre, hvor jeg skulle sætte ind Det klarede jeg imidlertid ved at skæve til sidemanden, som meget tydeligt trak vejret ind, lige inden vi skulle på.
Tenorerne var nu også gode, selv om de var i undertal i forhold til os brummere. Jeg husker vi på et tidspunkt blev sat til at synge tenor og bas sammen, og helt ærligt, det lød skidegodt. Det syntes damerne åbenbart også, for da vi var færdige, klappede de spontant.
Så blev det oktober, weekend i Viborg, vandrerhjem og koncert i domkirken. Først skulle vi dog øve, og vi kunne alle føle hvordan vi blev bedre og bedre. Men træerne vokser ikke ind i himlen, generalprøven var en katastrofe. Vi var upræcise, og vi glemte alle aftaler om legato, piano, vejrtrækning, udtale og alt det andet som Søren Birk, vores glimrende dirigent, havde fundet på for at genere os. Jeg gik fra prøven med en forudanelse om truende katastrofe, men jeg trøstede mig med, at jeg jo ikke behøvede at fortsætte med at synge klassisk kor.
Til koncerten var kirken stoppende fuld, og nu sang hele koret som engle, også damerne tror jeg, selv om jeg stadig knap kunne høre dem. Jeg ved ikke hvorfor det gik så godt, men det var måske fordi vi koncentrerede os. Vi havde ikke engang fået en (velfortjent) skideballe for vores indsats under generalprøven, måske havde Søren bare resigneret, - eller også var han en helgen.
Efter koncerten, stående applaus og en helt vidunderlig indvendig glæde. Endorfinerne rasede.
Jeg bliver stadig tyk i mælet, når jeg fortæller om den koncert i oktober i Viborg, og det gør jeg hver gang jeg kan komme til det. Tak for sangen.
