Vi fejrer Carl Nielsen

 

Carl August Nielsen

født 9. juni 1865

med et bestillingsværk i anledning af
150-året for hans fødsel

Uropførelse ved korstævne i Odense den 8.-10. maj 2015
afsluttende med 
koncert i Pro Musica Salen i Odense Koncerthus

 

Om bestillingsværket
"af sommernattågernes spind"

Suite for blandet kor og blæserkvintet af Per Drud Nielsen over sange med melodi af Carl Nielsen og tekster af Ludvig Holstein.

Sangtitlerne er: Sang bag ploven, Nu ruger på reden, Fuglefængervise, I aften, Blomstervise og Vi sletternes sønner. En buket sange med oprindelse i Carl Nielsens kompositioner for solosang.

Det hele krydres med akkompagnement af en træblæserkvintet. Her har vi fornøjelsen at byde på en fuldt professionel oplevelse, idet vi har entreret med en kvintet af musikere fra Odense Symfoniorkester. En af korsangens mange sidegevinster.

Per Drud Nielsen var musikudvalgets førstevalg til opgaven, hvilket man vil forstå, når man får dette materiale i hånden. Flotte mundrette og korsatser med gode akkompagnementer knyttet sammen af fine vignetter.

En udgave for kor og klaver vil også være til rådighed, gavnligt for kor eller kredse, som gerne vil opføre suiten men måske ikke har mulighed for at engagere en kvintet.

 

Hele koncerten vil bestå af ”Kom her, fiol og klarinet” med kor og et par a cappella-sange, fællessange, suiten og Carl Nielsens berømte blæserkvintet. Og til sidstnævnte kan vi jo alle læne os tilbage og nyde det.

 

 

 

Dirigenten

Med Per Druds fine arbejde og et professionelt ensemble til at akkompagnere, er det nødvendigt også at sikre sig den bedst mulige musikalske ledelse.

Jesper Grove Jørgensen er jo, som mange har erfaret, et sikkert og populært bud på såvel direktion som til fortolkning af suiten. Han har mange gange med sit kor, Lille Muko, og ved korstævner dokumenteret både sin forkærlighed for og sit faglige forhold til ”den danske sang”. Så her kan vi love, at vi er i trygge hænder.

 

Den store finale

Den travle weekend slutter med koncert søndag eftermiddag i Pro Musica Salen i Odense Koncerthus, Claus Bergsgade, som jo også rummer Carl Nielsen Salen.

Det vil blive en flot og værdig fejring af Carl Nielsen med nogle af hans smukke sange i nye varierede korudgaver, hans berømte og meget populære blæserkvintet og selvfølgelig et godt og velforberedt kor. En begivenhed, vi roligt kan invitere publikum til.

HUSK AT INVITERE PUBLIKUM 
Billetter á kr. 75,00 købes ved indgangen

Stævnets program:

Prøver: 
Fredag den 8. maj kl. 18.00 – 21.00
Lørdag den 9. maj kl. 10.00 – 16.00 - begge dage på Ådalskolen, Brogårdsvej 75, 5260 Odense S

Søndag den 10. maj i Pro Musica Salen i Odense Koncerthus, Claus Bergs Gade 9, 5000 Odense
Kl. 10.00  prøve
Kl. 15.00  KONCERT

 

Tilmelding og betaling:

senest den 20. marts (fra kor gerne i grupper, ellers enkeltvis)

Husk ved gruppetilmelding at rundsende evt. indkommende meddelelser.

Ved betaling og tilmelding bedes du benytte telefonnummer som reference begge steder.

Betaling til reg. 5041 konto 000 126 7235

Deltagerpris kr. 400,00
Beløbet dækker deltagelse og noder.

Stævnet er tilrettelagt i samarbejde med Fynske Folkekor

Stævneleder: Bent Påske og Birgit Overgaard
Kontakt: vifejrer@folkekor.dk 

 

2015 01